Lokalmenu

Kontakt

TV 2 | DANMARK A/S
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75


Fremgang for TV 2

Fremgang for TV 2

TV 2 er et af de allerstærkeste danske mediebrands blandt de 18-49-årige. Det viser den seneste Brand Asset Valuator-analyse (BAV-analyse), som afslører, at alle TV 2s kanaler – minus Zulu, der dog fastholder sit meget høje niveau – samt tv2.dk kan notere fremgang i 2008 på trods af et turbulent år fyldt med udfordringer og negative overskrifter.

- Det siger alt om, hvor stærkt et brand TV 2 er, når man trods et udfordrende år styrker sin position i danskernes bevidsthed, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm, og tilføjer:

- Jeg tror, det er lykkedes os at kombinere stærke klassiske TV 2-programmer som ”Station 2”, ”Vild med dans” og ”Operation X” med nye. Vi arbejder desuden bevidst med at skabe store fællesoplevelser for danskerne på TV 2, som vi selv kalder ”Danmarks største fællesskab”, for vi skal stadig – først og fremmest – være en tv-kanal med tilbud til alle danskere. Måske er det den strategi, der viser sig i undersøgelsen.

Brand Asset Valuator (BAV) er en årlig undersøgelse, som udføres af Bates Y&R og Mediaedge:cia. Undersøgelsen måler mærker og virksomheder på flere parametre: Vitalitet (forstået som særpræg og relevans) og styrke (forstået som anseelse og dominans). Vitaliteten udtrykker vækstpotentialet, mens styrken er et udtryk for den historiske styrke.

- BAV-analysen er et udtryk for TV 2s position i forbrugernes bevidsthed, og det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, at TV 2 med alle vores kanaler står så stærkt, siger Palle Strøm.

Hovedkanalen bevarer sin position som ”den moderne leder” og opfattes som visionær, energisk, modig, intelligent og som en kanal, der følger med tiden. Samtidig forbedrer TV 2 sig på særpræg, hvilket er særdeles positivt. Generelt er TV 2s programbrands som ”Operation X”, ”Station 2”, ”Anna Pihl”, ”Vild med dans”, ”Byen hvor kvinderne gik”, ”Basta”, ”Praxis” og ”Go’ aften Danmark” kendetegnet af højt særpræg og relevans.

- I en tid med mange nichekanaler med hver deres særpræg, er det meget vigtigt, men svært for en stor tv-station som TV 2 at bevare friskheden. Derfor er vi ekstra glade for fremgangen på området særpræg. Vores mål er hele tiden at styrke de unikke TV 2-kendetegn og kanalens vitalitet, uden at det på nogen måde går ud over kvaliteten, og særligt i sensommeren og efteråret lykkedes det os at skabe en række nye TV 2-hits som ”Klamphuggerne”, ”Allstars”, ”Alarm 112”, ”Dagens mand” og ”Gangstativerne”. Det tror jeg, seerne belønner os for, siger Palle Strøm.

TV 2 Zulu bevarer sin meget stærke position, og danskerne vurderer kanalen til at være Danmarks mest vitale tv-kanal. TV 2 Zulu vurderes til at have et kæmpe udviklingspotentiale, og danskerne betragter kanalen som trendy, original, visionær og enestående.

TV 2 Charlie opnår en endnu skarpere profil i kanalens målgruppe (50 år+) og vurderes af seerne som god leverandør af ”underholdning i øjenhøjde” – blandt andet takket være værdier som anderledes, charmerende, sjov og modig.

TV 2s nyhedskanal, TV 2 NEWS, er ifølge BAV-analysen sidste års største TV 2-succes. Nyhedskanalen oplever massiv vækst i relevans og anseelse. 2007’s ”flovhedsprofil” er erstattet af en profil med masser af potentiale, og forbedringen er en realitet i alle aldersgrupper. Det negative værdi-ord arrogant er forsvundet hos seerne, og TV 2 NEWS betragtes nu som nyttig, energisk, intelligent, fremsynet og pålidelig.

Endelig er TV 2s hjemmeside, tv2.dk, Danmarks stærkeste mediehjemmeside. Danskerne giver tv2.dk fremgang på både vitalitet og styrke – takket være et mere markant særpræg samt en fortsat stærk position på relevans, anseelse og dominans.

Ser man isoleret på resultatet, er der al mulig grund til at glæde sig på TV 2s vegne, men TV 2s programdirektør understreger, at der ikke er tid til at hvile på laurbærrene. De unge (15-29 år) falder fra på hovedkanalen, konkurrenterne opruster voldsomt, det analoge sluk er lige om hjørnet, og TV 2s økonomiske situation er fortsat presset.

- Det største pres på TV 2 kommer i kampen om de yngre seere. Primært fra vores kommercielle konkurrenter, men også fra nye medier og DR. Vores største udfordring ligger i, at vi skal holde på alle danskere samtidig med, at nye generationer gerne må lære at starte deres tv-sening på TV 2, siger Palle Strøm.

Til forsiden | Arkiv

Søg

Nyhedsbrev

Modtag nyheder om TV 2, gode cases, nyt om kommende programmer og meget mere

Nyhedsbrev

Specifikationer

Spørgsmål til de tekniske specifikationer for reklamespots til TV 2, Zulu, Charlie eller Regionerne? Se her

Bannerformater

I tvivl om bannerformater på tv2.dk? Læs mere her