TV 2 | DANMARK A/S
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75

TV 2 har i de seneste par dage fået flere henvendelser fra seere, der er blevet overraskede og forskrækkede, fordi de har set spøgelser på skærmen midt i udsendelserne på TV 2 Zulu. Det viser sig dog at være folkene bag Zulu, der endnu engang vækker opsigt med deres såkaldte guerilla-markedsføring, hvor der hele tiden tages nye metoder i brug for at fange seernes opmærksomhed.
- Guerilla-markedsføring er vejen frem, når vi skal pirre nysgerrigheden hos Zulus målgruppe, der tilhører den yngre del af befolkningen og dermed også den del af TV 2s målgruppe, der stiller flest krav til nytænkningen i reklamerne, forklarer Zulus marketingchef Line Sichmann.
- Med denne form for markedsføring kan vi lege med folks fantasi og gøre det til en sport i sig selv at afkode reklamen og finde ud af, hvad det handler om, siger Line.
'Er du hjemsøgt - er vi henrykt!'
Lige nu kører Zulu en kampagne for deres nye horror-sitcom, hvor man træder helt ind i seriens univers allerede i markeds-føringen af programmet. Serien, der har fået navnet "Den 2. side", havde premiere 5. april på Zulu. I programmet arbejder Rune Klan og Magnus Millang som paranormale investigatorer med bl.a. uddrivelse og genfærdsrenselse.
Zulus kampagne, der bl.a. bruger mottoet ’Er du hjemsøgt – er vi henrykt’, er lavet i en dejlig primitiv stil, og omfatter udover tv-spots og spøgelser på skærmen også go-carts, busreklamer og naturligvis en hjemmeside, hvor seerne træder direkte ind i seriens univers. Prøv selv på www.den2side.net hvis det spøger i nærheden af dig.
Vampyr søger bolig
Folkene bag Zulu har tidligere stået bag en række andre utraditionelle kampagner, senest for "True Blood", der handler om vampyrer, der lever blandt mennesker. Her var der hængt boligannoncer op i en række københavnske supermarkeder og kollegier fra en vampyr, der søger en bolig i hovedstaden. På annoncen skriver vampyren, at han søger noget uden vinduer, at han hverken ryger eller spiser hvidløg, og at han håber, der er bid.
I påsken blev Zulufon lanceret som det nye teleselskab, hvor du kan tale gratis, hvis du accepterer at høre ti minutters programoversigt først. Lanceringsdatoen var den 1. april, og det viste sig da også at der var tale om ’spas på fladen’ og en aprilsnar fra Zulu.
Modtag nyheder om TV 2, gode cases, nyt om kommende programmer og meget mere
Spørgsmål til de tekniske specifikationer for reklamespots til TV 2, Zulu, Charlie eller Regionerne? Se her
I tvivl om bannerformater på tv2.dk? Læs mere her