TV 2 | DANMARK A/S
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75

En ny virkelighed
Forud for 2009 vurderede mange, at året ville blive ganske turbulent, men de
fleste markeder blev alligevel hårdere ramt, end mange havde forestillet sig.
For mediemarkedets vedkommende er 2009 et ekstremt hårdt år for mange
aktører, og hvis året skal beskrives som en etape i Tour de France, må der
være tale om ”en bjergetape uden for kategori”.
De voldsomme udfordringer for mange mediegrupper har medført mange nye
dagsordener og store forandringer. Forandringer, som igen har bevirket, at
der er blevet stillet nye og anderledes krav til både annoncørerne, bureauerne
og medieudgiverne.
På TV 2 har vi lært rigtig mange ting i 2009 – om os selv, men så sandelig også
om markedet og vore konkurrenter. Og det er med disse erfaringer i bagagen
og i baghovedet, vi ser fremad. Fremad mod et spændende, men uden tvivl
også et udfordrende 2010.
Ingen ved med sikkerhed, hvor længe den nuværende lavkonjunktur vil vare, og
derfor må alle aktører på mediemarkedet indstille sig på, at også 2010 bliver
en hård kamp. Det er netop med dette udgangspunkt for øje, at vi på TV 2 har
udviklet en række nye produkter og en ny prisstruktur for 2010 – både på TV
og på nettet.
Hvert år øges kravene til den enkelte virksomheds markedsføring, og der bliver
i stigende grad stillet skarpt på alle interessenters rolle i bestræbelserne på
at søge den maksimale effekt og dokumentation for hver eneste investerede
markedsføringskrone. Dette var også tilfældet i 2009, men som en følge af
ganske betragtelige prisfald blandt visse mediegrupper blev fokus desværre
også i mange tilfælde mere et spørgsmål om rabattens størrelse frem for
fokus på effektens størrelse.
Priserne på medieprodukter skal naturligvis være konkurrencedygtige og i
overensstemmelse med efterspørgslen i markedet, men vi må aldrig glemme,
hvilken effekt vore medier har for annoncørerne. TV 2s berettigelse på
medieplanen afhænger naturligvis også af, om vi kan tilbyde den rigtige pris,
men berettigelsen bør først og fremmest afgøres af, om man som medie kan
honorere den enkelte annoncør med den rigtige kombination af pris og
effekt.
Priserne i 2010
I 2010 vil vi fortsat have fokus på forbrugeradfærd, seerandele, antal unikke
brugere og Return on Investment, og derudover vil vi igen bruge mange ressourcer
på analyse af nye marketingvinkler og trends fra såvel ind- som udland.
Vi betragter os selv som et kommercielt mediesupermarked, som tilbyder
kunderne alt fra varer ”i delikatessen”, standardvarer af høj kvalitet, faste
lavprisprodukter og enkeltstående månedstilbud i begrænset antal og omfang.
På baggrund af udviklingen i markedet i 2009 har vi besluttet at gøre op med den
traditionelle tænkning på markedet, og vi vælger derfor at gøre tingene anderledes
i 2010. Dette betyder, at I på de kommende sider vil møde et TV 2 mediesupermarked,
som på mange områder fremstår markant anderledes end i 2009. Dog uden at gå
på kompromis med vores kvalitetsbevidsthed og leveringssikkerhed.
Et nøgleudtryk for os er, at den nye virkelighed er kommet for at blive, og
derfor har vi sat fokus på fornyelse og produktudvikling, effekt og kvalitet og
sidst, men ikke mindst, at der skal være attraktive produkter til rådighed for
alle annoncører i alle perioder henover året.
Ingen skal risikere at gå forgæves i vores mediesupermarked.
Ét hus
TV 2 har som mediehus udviklet sig meget gennem årene, og for hver gang vi
agerer som ét hus og leverer løsninger på tværs af vore platforme, bliver vi
bekræftet i, at vi qua vores styrke og gennemslagskraft kan generere en
mærkbar merværdi for vore annoncører. Jeg tror dog fortsat på, at vi kan gøre
det endnu bedre, og det skal vi fokusere på i 2010. Ikke mindst fordi det vil
tjene til vores kunders bedste, men også fordi vi som mediehus rummer rigtig
mange kommercielle muligheder – flere end de fleste og flere kommercielle
muligheder, end mange faktisk har kendskab til.
Flemming Rasmussen
Koncerndirektør
Salg & Marketing
Modtag nyheder om TV 2, gode cases, nyt om kommende programmer og meget mere
Spørgsmål til de tekniske specifikationer for reklamespots til TV 2, Zulu, Charlie eller Regionerne? Se her
I tvivl om bannerformater på tv2.dk? Læs mere her