TV 2 | DANMARK A/S
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75

Nye programserier - både i primetime og i den sene aftenflade - samt nyklassikere og nye sæsoner af de største TV 2-hits.
Det er noget af det, seerne kan glæde sig til i efteråret på TV 2, der byder på en varieret og mangfoldig palet bestående af bl.a. 12 nye afsnit af "Lærkevej", de nye programmer "Hva' bruden ikke ved", "Restaurant i stuen" og "For fed til forsvaret", nye sæsoner af "Vild med dans", "Bingo Banko", "Stjernerne på Slottet" og live-comedy samt den meget roste dokumentarfilm "Armadillo".
Men der er meget mere godt til seerne i efteråret, og via dette link kan du se flere oplysninger om nogle af de programmer, som TV 2 byder på i efteråret.
- Efterårsplanen er en ambitiøs plan, hvor det bl.a. handler om at bygge de nye hits, vi har skabt, op til at blive endnu stærkere. Efterårsplanen har f.eks. fokus på stærke live-programmer fredag og lørdag samt på nye programmer i den sene aftenflade. Og naturligvis byder TV 2 i efteråret på en god blanding af helt nye programserier og af de stærke klassikere, der løbende fornys, siger
TV 2s programdirektør, Palle Strøm.
Seks helt nye programmer
TV 2 byder i efterårets primetime på tre nye programserier om mennesker i vidt forskellige situationer.
I "Hva’ bruden ikke ved" tror giftelystne par, at de skal medvirke i et bryl-lupsprogram, hvor de får hjælp til drømmebryllup-pet. Hvad de ikke ved, er, at de bliver skilt ad i tre uger, og at det nu er manden, der skal arrangere hele brylluppet – og bl.a. vælge brudekjolen.
"Restaurant i stuen" er et nyt program, hvor to par får et beløb og 30 timer til at skabe en restaurant i deres egen stue. Gæsterne betaler ikke for maden, men opfordres til at lægge dét beløb, de mener, maden og restaurantbesøget var værd. Det par, der får flest penge i kassen, vinder pengene og en rejse.
I "For fed til forsvaret" tager B.S. Christiansen hånd om en gruppe unge mænd og kvinder, der – til deres store ærgrelse og sorg - har fået at vide, at de ikke kan bruges i forsvaret, fordi deres kroppe ikke egner sig til militærtjeneste. B.S. arbejder med deltagernes krop og psyke, og målet er, at de bliver erklæret egnet på en ny session.
Også i den sene aftenflade byder TV 2 på tre nye programserier. Her kan man glæde sig til "Natholdet", et nyt, satirisk late night-show med Anders Breinholt, samt reportageprogrammerne "Station 2: Politirapporten" og "Skagen amok". Den sene aftenflade vil også indeholde sportsmagasinerne "Hutlihut" og "LPS" samt nyhedsmagasinet "Dags Dato".
Nyklassikere vender tilbage
TV 2 byder også på flere nyklassikere i efteråret. Blandt andet vender TV 2s successerie "Lærkevej" tilbage med 12 nye afsnit, og det bliver vildere, friskere og sjovere end nogensinde før, lover seriens redaktør, Søren Frellesen.
"Bingo Banko" er også klar til at genindtage de danske hjem med den største lørdagssucces på dansk tv i fem år, ligesom fredag aften igen byder på live-comedy i "Live fra Bremen" og talkshowet "Aloha!".
Og så kan seerne på TV 2 desuden glæde sig til succesen "Stjernerne på Slottet", der vender tilbage med nye, spændende deltagere, ligesom den gribende dokumentarserie "Ultimatum" og "Danmark ifølge Bubber" kommer med nye afsnit.
Ny omgang "Vild med dans"
Efteråret byder også på underholdningsflagskibet "Vild med dans" med nye kendte deltagere og med en ny kvindelig vært.
Klassikerne tæller også TV 2-successer som "Hvem vil være millionær?", "Station 2", "Alarm 112", "Liebhaverne", "Desperate Housewives", "Dagens mand", "Operation X", "TV 2 dok." og "Basta" i en fornyet udgave.
Tv-premiere på "Armadillo"
På filmområdet byder TV 2 løbende på premie-rer, og en af de danske premierefilm bliver den meget roste dokumen-tarfilm "Armadillo", der fortæller historien om unge soldater og deres mistede uskyld i krigen i Afghanistan.
Og endelig byder TV 2| SPORTEN blandt andet på tre EM-kvalifikations-kampe i fodbold, to udgaver af TV 2 Fight Night og fodboldfesten "Dansk Fodbold Award 2010".
Modtag nyheder om TV 2, gode cases, nyt om kommende programmer og meget mere
Spørgsmål til de tekniske specifikationer for reklamespots til TV 2, Zulu, Charlie eller Regionerne? Se her
I tvivl om bannerformater på tv2.dk? Læs mere her