TV 2 | DANMARK A/S
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75

I et år med digitalisering, masser af nye kanaler, spredning af tv-seningen på flere kanaler og share-fald til hovedkanaler er danskernes opbakning til TV 2 usvækket. TV 2 er fortsat et af de allerstærkeste mediebrands herhjemme, og de unge ser mere positivt på TV 2s særpræg, viser den netop offentliggjorte Brand Asset Valuator-analyse.
TV 2 er et af de allerstærkeste mediebrands i Danmark blandt de 18-49-årige, og hverken spareplan og økonomisk uføre (som i 2008) eller digitalisering, masser af nye tv-kanaler og spredning af tv-seningen (som i 2009) har ændret på dette.
Det viser den seneste Brand Asset Valuator-analyse (BAV-analysen) for året 2009, som også afslører, at TV 2 Zulu har formået at forstærke sit i forvejen meget markante brand.
- I en turbulent tv-tid er TV 2 Danmarks Største Fællesskab. Danskernes vurdering af TV 2s brand ligger helt i top, og det glæder mig meget. I sidste års BAV-analyse formåede TV 2 at øge sit særpræg, og den positive udvikling er fastholdt i den nye analyse. Og jeg er meget tilfreds med, at de unge danskere i alderen 15-29 år ser mere positivt på TV 2s vitalitet. Det arbejder vi meget med, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm.
Brand Asset Valuator (BAV) er en årlig undersøgelse, som udføres af Bates Y&R og Mediaedge:cia. Undersøgelsen måler mærker og virksomheder på flere parametre: Vitalitet (forstået som særpræg og relevans) og styrke (forstået som anseelse og dominans). Vitaliteten udtrykker vækstpotentialet, mens styrken er et udtryk for den historiske styrke.
TV 2: Den moderne leder
BAV-analysen omtaler TV 2 som ”den moderne leder”. I analysen bliver danskerne bedt om sætte værdier på de enkelte tv-kanaler, og de værdier, som danskerne først og fremmest hæfter på TV 2, er ”følger med tiden”, ”ligefrem”, ”energisk”, ”aktiv” og ”visionær”. Andre værdier, som tildeles TV 2, er ”pålidelig”, ”ærlig”, ”nede på jorden”, ”charmerende”, ”modig”, ”sjov”, ”bedre end konkurrenterne” og ”uafhængig”.
- Jeg kunne næsten ikke have sagt det bedre selv, og disse kendetegn, som danskerne giver TV 2, ligger tæt op ad TV 2s egne kerneværdier: Troværdig, nær og begejstret, siger Palle Strøm og fortsætter:
- I 2009 lykkedes det i flere tilfælde at kombinere stærke klassiske TV 2-programmer som ”Station 2”, ”Vild med dans” og ”Operation X” med nyskabende programmer som f.eks. ”Live fra Bremen”, ”Lærkevej”, ”Danmark ifølge Bubber” og ”Aloha!”, og det afspejles i BAV-analysen. Samtidig holder TV 2 fast i lederpositionen som Danmarks Største Fællesskab og som en tv-kanal med tilbud til alle danskere.
TV 2s programbrands som f.eks. NYHEDERNE, ”Go’ morgen Danmark”, ”Station 2”, Go’ aften Danmark” og ”Hvem vil være millionær?” vurderes generelt højt på vitalitet og styrke.

TV 2 Zulu:
Vokser fra højt niveau
I tidligere år har TV 2 Zulu placeret sig som et brand i den absolutte superliga, og alligevel er TV 2 Zulu i 2009-analysen formået at vokse yderligere. TV 2 Zulus særpræg vurderes fortsat til næsten topværdien 100, og kanalen er desuden vokset i styrke.
- Det var næsten umuligt for TV 2 Zulu at placere sig bedre end i 2008, men det lykkedes alligevel i 2009-analysen, hvor Zulu har sat en tyk streg under, at kanalen er Danmarks comedykanal nummer ét. Jeg er selvsagt fantastisk stolt over, at TV 2 Zulu efter ti år er det suverænt mest vitale danske tv-brand. Det er ikke så lidt, siger Palle Strøm og fortsætter:
- Idérigdommen og modet på TV 2 Zulu er intakt, og det viste sig i 2009 med etablering af "Zulu Comedy Festival" og "Zulu Comedy Galla". Det viste sig også i nyskabende comedy-programmer som bl.a. ”Hvor fanden er Herning?”, ”Slemme Slemme Piger”, ”Kristian” og ”Zulu Late Night, Live!” og med vellykkede, nye udgaver af bl.a. ”Zulu Djævleræs” og ”Comedy Fight Club”.
Når de 15-29-årige skal tildele TV 2 Zulu værdier, sker det bl.a. med ordene ”sjov”, ”anderledes”, ”skiller sig ud”, ”modig” , ”charmerende”, ”først med det nye”, ”energisk” og ”værd at betale mere for”. Blandt de nye værdier, som TV 2 Zulu har fået i 2009-analysen, er ”en leder” og ”intelligent”.
TV 2 Charlie: Underholdning i øjenhøjde
TV 2 Charlie karakteriseres med ordene ”underholdning i øjenhøjde”, og værdierne, som målgruppen over 50 år sætter på kanalen, er bl.a. ”charmerende”, ”sjov”, ”ligefrem”, ”anderledes”, ”ubekymret” og ”stigende i popularitet”. En ny værdi i 2009 er ”omsorgsfuld”.
TV 2 NEWS: Vokser i dominans, anseelse og relevans
TV 2 NEWS har i de seneste to år oplevet markant seerfremgang, og det afspejler sig også i BAV-analysen. TV 2 NEWS er vokset i dominans, anseelse og relevans, men er faldet i særpræg – hvilket måske skyldes, at kanalen nu har rundet tre-års-fødselsdagen og dermed ikke på samme måde som tidligere har nyhedens interesse.
- TV 2 NEWS er en fantastisk kanal for TV 2 og for seerne, og det viser sig tydeligt i danskernes brug af NEWS, som er vokset markant år efter år, siger Palle Strøm.
De værdier, som de 18-49-årige tillægger TV 2 NEWS, er bl.a. ”først med det nye”, ”følger med tiden”, ”aktiv”, ”nyttig” og ”stigende i popularitet”.
TV 2 FILM ligger stabilt og vokser en smule i dominans. En ny kerneværdi for kanalen er ”stigende i popularitet”.
Modtag nyheder om TV 2, gode cases, nyt om kommende programmer og meget mere
Spørgsmål til de tekniske specifikationer for reklamespots til TV 2, Zulu, Charlie eller Regionerne? Se her
I tvivl om bannerformater på tv2.dk? Læs mere her