TV 2 | DANMARK A/S
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75

Uge 40 blev en god uge for TV 2 som Danmarks Største Fællesskab. I den forgangner uge lykkedes det nemlig hele ti gange for TV 2 at samle mere end én million seere til et TV 2-program. Det var der ingen andre kanaler, der kunne matche.
Dermed har TV 2 105 gange i 2009 samlet et millionpublikum foran skærmen mod 63 gange på samme tidspunkt af 2008. De tilsvarende tal for DR1 er 74 millionprogrammer i 2009 mod 68 i samme periode af 2008.
Direkte tv fra klokken 5.30 til klokken cirka 23.30
En af de gange, hvor danskerne samledes ved tv-apparatet, var fredag, hvor TV 2 sendte direkte fra klokken 5.30 til klokken cirka 23.30.
Først på dagen handlede det om at dække præsident Obamas besøg i København og mødet i IOC, og senere sendte bl.a. "Vild med dans", direkte comedy i "Live fra Bremen" og live-talkshow i "Aloha!", der fik en flot premiere.
TV 2 var den foretrukne kanal hos danskerne, da de fulgte Obama og IOC, og det samme gjaldt i aftenfladen. Alt i alt betød den store seertilslutning, at TV 2 fredag havde sin bedste dag siden håndbolddagene i januar målt på kommerciel seerandel blandt de 21-50-årige.
Også TV 2s nye dramakomedieserie "Lærkevej" fik god seertilslutning til seriens andet afsnit - nemlig 1.071.000 seere. Omtrent det samme som til premieren i uge 39.
Seerfest på "Zulu Djævleræs"
Også TV 2 Zulu havde grund til at glæde sig i sidste uge, idet programmet "Zulu Djævleræs" fik sit højeste seertal til et afsnit nogensinde - 268.000. Den igangværende fjerde sæson af "Zulu Djævleræs" ser nu også ud til at blive programseriens hidtil mest sete sæson.
Som i tidligere uger var der mange seere til mandagens "Hvem vil være millionær?" og "Station 2"-programmer samt til onsdagens "Liebhaverne", "Desperate Housewives" og "Dagens mand". Onsdagens gode TV 2-seertal pressede premieren på TV3s danske dramaserie "Lulu & Leon", der med 286.000 blev den mindst sete TV3-dramapremiere siden "Hvide løgne" i 1998.
Fremgang til "Danmark ifølge Bubber"
Også torsdagens premiere på TV 2, "Danmark ifølge Bubber", kom med 742.000 seere godt fra start. Dette seertal var 12 procent højere end gennemsnittet af seertallene til forårets seks udgaver af "Danmark ifølge Bubber".
Blandt de 21-50-årige var seertilslutningen til sæsonpremieren på "Danmark ifølge Bubber" knap 25 procent højere end til forårets programmer.

Modtag nyheder om TV 2, gode cases, nyt om kommende programmer og meget mere
Spørgsmål til de tekniske specifikationer for reklamespots til TV 2, Zulu, Charlie eller Regionerne? Se her
I tvivl om bannerformater på tv2.dk? Læs mere her