TV 2 | DANMARK A/S
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75

Danskernes tv-sening har sat bemærkelsesværdige rekorder i både 2008 og 2009, men Gallups seermålinger for begyndelsen af 2010 viser, at tv-seningen ikke er færdig med at vokse.
I årets to første måneder har hver dansker set fjernsyn i 3 timer 45 minutter i gennemsnit pr. dag. Det er 19 minutter - svarende til ni procent - mere end i de samme måneder af 2009.
Tv-seningen i begyndelsen af 2010 er 49 minutter højere pr. dag end i begyndelsen af 2008 - en stigning på 28 procent.
I forhold til begyndelsen af 2007 ser danskerne næsten en time mere fjernsyn om dagen i 2010 - en stigning på 36 procent.
Uge 8 var ingen undtagelse, når det gælder høj tv-sening: I gennemsnit så hver dansker fjernsyn i næsten 26 timer i sidste uge.
Vinter-OL og nyheder
Med til at drive tv-seningen i vejret var de mange vinter-OL-tilbud samt høj nyhedssening som følge af især ugens regeringsomdannelse og fremlæggelse af et nyt regeringsprogram. Tirsdag - hvor regeringsomdannelsen fandt sted - var f.eks. en af TV 2 NEWS' særdeles gode dage i 2010.
Selv om vinter-OL fandt sted i Canada, og mange konkurrencer derfor blev gennemført om natten dansk tid, har hver dansker i snit brugt cirka 7 timer og 15 minutter på at se vinter-OL-programmer på TV 2, TV 2 Zulu, DR1, DR2 og DR HD. I dette tal er ikke medregnet OL-nyhedsopdateringen i programmerne SportsNYHEDERNE og SportNyt. En del af seningen af "Go' morgen Danmark i sneen", som dækkede vinter-OL tæt, er medregnes i dette seerforbrug.
Det er samme tv-forbrug som på alle SAS Liga-kampe i 2009 og mere end dobbelt så stort tidsforbrug som på alle Champions League-fodboldkampe i 2009.
Høje seertal og mange hitliste-placeringer
Uge 8 bød også på høje seertal, fremgang til en række programmer og mange hitliste-placeringer til TV 2.
Mandag havde TV 2 f.eks. million-seertal til alle programmer mellem klokken 19.30 og 22.00 ("Regionalprogram 19.30", "Hvem vil være millionær?", "Station 2 Special" og "Station 2 Patrulje").
Fredag var der fremgang og roser til comedy-programmerne "Live fra Bremen" og "Aloha!". Jyllands-Postens tv-anmelder Dennis Nørmark skrev f.eks. således om "Aloha!": "Casper Christensen har efter en sløj opstart fundet formen, og jeg må indrømme, at det nu fortjener en anbefaling." Og han anbefalede i øvrigt også Zulu-comedyserien "Kristian" med følgende ord:
""Kristian" er en god og plat sitcom, der ikke forsøger at være mere, end den er, og modsat DR 2s satire er det rent faktisk sjovt."

Modtag nyheder om TV 2, gode cases, nyt om kommende programmer og meget mere
Spørgsmål til de tekniske specifikationer for reklamespots til TV 2, Zulu, Charlie eller Regionerne? Se her
I tvivl om bannerformater på tv2.dk? Læs mere her