Lokalmenu

Kontakt

TV 2 | DANMARK A/S
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75


Zulu søger ungt blod

Zulu søger ungt blod


Efter sidste års bragende succes inviterer TV 2 Zulu og GivBlod igen i år til et stort bloddonor-arrangement i skolernes vinterferie under overskriften "Giv blod og ta' billetten" - denne gang på Handelshøjskolen ved Frederiksberg Metro.

- Sidste år havde vi besøg af over 600 mennesker til vores bloddonor-arrangement, og det flotte resultat har givet os blod på tanden til at støtte op om GivBlods gode sag igen i år, hvor vi håber at se endnu flere nye bloddonorer, siger TV 2 Zulus programchef, Maiken Wexø, som selv møder op på dagen.

GivBlod arbejder hver dag for at skaffe bloddonorer (over 17 år), der vil være med til at sikre det nødvendige blod til danske hospitaler. Det vil TV 2 Zulu rigtig gerne hjælpe med at opfylde ved at opfordre alle sine seere til at støtte det gode formål og melde sig som bloddonorer.

Onsdag 11. februar kl. 11-17 er TV 2 Zulu og GivBlod derfor værter ved et stort bloddonor-arrangement, som i år gennemføres på Handelshøjskolen ved Frederiksberg Metro. Her kan alle mellem 17 og 60 år møde op, lade sig registrere som bloddonorer og få taget en blodprøve af 14 søde sygeplejersker fra GivBlod.


Kendte Zulu-venner støtter bloddonorerne
- Det tager kun 20 minutter at give blod, men der kan ind imellem være langt fra tanke til handling. Derfor er det supervigtigt for os at få de helt unge til at tage stilling allerede nu. De kan nemlig give blod mange år fremover, fortæller Merle Romose, kampagneleder hos GivBlod.

Flere af TV 2 Zulus kendte venner møder også op for at støtte det gode formål. Kl. 13.30 donerer værten for dette års Zulu Awards, Rune Klan, sit blod til GivBlods arbejde. Han får selskab af bl.a. Jens Romundstad og Anja Steensig fra "Zulu Djævleræs" samt to af "Zulu Love Camp"s mest populære ungkarle, Alexander Nepper og Christian Kerff.

Som tak til alle dem, der giver deres blod til Zulu og GivBlod, kvitterer TV 2 Zulu med to billetter til Zulu Awards '09, som holdes i FORUM onsdag 4. marts.

- Vi glæder os rigtig meget til endnu engang at samarbejde med TV 2 Zulu og håber, at billetterne til Zulu Awards kan få nogle til at føre tanken om at blive bloddonor ud i livet, siger Merle Romose.


Giv blod og red liv
I Danmark bliver hver en dråbe donorblod anvendt, og derfor er der brug for mange flere nye donorer, som kan hjælpe kræftpatienter, ulykkesofre, knivstiksofre eller patienter, som har gennemgået større operationer, med at overleve.

Læs mere om arrangementet og om at blive bloddonor på givblod.dk eller på zulu.dk.

 

Fakta:

  • Et knivstiksoffer skal i gennemsnit have blod fra 50-100 bloddonorer for at overleve.
  • En kvinde, der skal have foretaget kritisk kejsersnit, skal bruge op til 50 portioner blod under operationen.
  • Børn med leukæmi skal have en blodtransfusion om ugen i den sværeste kritiske fase med kemoterapi.
  • Trafikofre med livstruende blødning skal i den første kritiske fase have en portion blod i minuttet.

 


TV 2-pressekontakt: Katrine Lundgreen (51 58 06 08), katl@tv2.dk

GivBlod-pressekontakt: Merle Romose (21 29 80 70), merle@givblod.dk

 

Til forsiden | Arkiv

Søg

Nyhedsbrev

Modtag nyheder om TV 2, gode cases, nyt om kommende programmer og meget mere

Nyhedsbrev

Specifikationer

Spørgsmål til de tekniske specifikationer for reklamespots til TV 2, Zulu, Charlie eller Regionerne? Se her

Bannerformater

I tvivl om bannerformater på tv2.dk? Læs mere her